"Couldn't there be more intercultural exchange OUR way?"

November 13, 2019

Who talks about refugees in Tanzania, and what do they say?

November 10, 2019

#SudanUprising in Copenhagen

June 23, 2019

On 26 June I moderate talks & debate on #SudanUprising in #Copenhagen.

The Sudanese artist Khalid Albaih joins via Skype.

Kindly read Khalid's article a...

Update: Everyday Poetics: Instagramming Life in East Africa in Belgrade

April 26, 2019

PHOTO EXHIBITION: EVERYDAY POETICS - INSTAGRAMMING EAST AFRICA

April 12, 2019

Owl in Tanzanian Parliament - bad omen for freedom of speech and assembly.

January 30, 2019

On 29 January, when the Tanzanian Parliament (Bunge) was assembled in Dodoma, an owl flew in and watched the assembly. The owl is seen in Tanzanian (e...

''We've died''

January 22, 2019

Bikozulu tells the stories of the people making it through last week's terror attack in Nairobi.

See the Instagram post here

If you ask me, and someti...

FILM: Wakamba Forever

January 21, 2019

Colonianism revisited:

..''a hilarious take on Masaku and McMillan’s first encounter set in the 21st century. From a dramatic re-telling of the Kamba o...

Chuchu: ''We are not the audience. We are the story''.

January 20, 2019

Two important tweet threads (see below) which take point of departure in the New York Times coverage of the Riverside terror attack on 15 January 2019...

Field Work & more

November 9, 2018

1/3
Please reload

FRA MIN NOTESBOG, DAR ES SALAAM, 13 JULI 2014:

Friday, July 14, 2017

I går deltog jeg i en to timer lang muslimsk mindehøjtidlighed i et område, hvor der ser ud som på billedet. Jeg kørte selv de godt 20 kilometer hjem i mørke, mellem tunge lastvogne på Nelson Mandela Road, og det vilde, selvregulerende trafikkaos på Morogoro Road. Det var faktisk ikke det sværeste, tusinder af tanzanianere gør det hver dag, selvom jeg egoistisk følte, at der burde have været medaljeoverrækkelse sidst på ruten.

 

Det udfordrende var at deltage i en begivenhed, som er så bestemt af swahili-traditioner, og hvor man kun kender ganske få af kvinderne, og flest af mændene - som sidder i et andet telt. 'Tag to kangaer med, og find så en kvinde, der kan hjælpe dig med at bære dem rigtigt' sagde een af dem. Jeg har altid en stak kangaer klar, men spørgsmålene meldte sig: Ved manden overhovedet hvad han taler om? Kræver mindehøjtidelighed en særlig kanga (farve og tekst)?

 

Heldigvis tog en søster fat i mig da jeg ankom, fandt en af de her farvestrålende one-size-fits-all kjoler frem (som jeg for år tilbage har grinet højt af), som jeg trak på - og fik det matchende tørklæde til at sidde. De her kjoler er det ENESTE, der dur. Mine medbragte kangaer var helt outdatede, og de var også for nye, for lidt brugte, og så falder de slet ikke blødt nok. Kvinderne strålede om kap i de vildeste farver, i kinesisk og indisk polyester, mens de tog selfies af sig selv og hinanden. Vi kender alle denne her fornemmelse af ikke at passe ind, at være den eneste der stikker ud fra mængden. Min hudfarve og mine problemer med at se afslappet ud med tørklæde, afslører mig naturligvis. Så sidder man der blandt 200 kvinder, i lang, lilla kjole, og ønsker at man var sort.

Please reload

PhD Student, MA in African Studies, journalist and former development worker. Heart tilted towards the Balkans & East Africa: Refugees, Peripheries, Imaginaries & Humanitarianism