I går deltog jeg i en to timer lang muslimsk mindehøjtidlighed i et område, hvor der ser ud som på billedet. Jeg kørte selv de godt 20 kilometer hjem i mørke, mellem tunge lastvogne på Nelson Mandela Road, og det vilde, selvregulerende trafikkaos på Morogoro Road. Det var faktisk ikke det sværeste, tusinder af tanzanianere gør det hver dag, selvom jeg egoistisk følte, at der burde have været medaljeoverrækkelse sidst på ruten.
Det udfordrende var at deltage i en begivenhed, som er så bestemt af swahili-traditioner, og hvor man kun kender ganske få af kvinderne, og flest af mændene - som sidder i et andet telt. 'Tag to kangaer med, og find så en kvinde, der kan hjælpe dig med at bære dem rigtigt' sagde een af dem. Jeg har altid en stak kangaer klar, men spørgsmålene meldte sig: Ved manden overhovedet hvad han taler om? Kræver mindehøjtidelighed en særlig kanga (farve og tekst)?
Heldigvis tog en søster fat i mig da jeg ankom, fandt en af de her farvestrålende one-size-fits-all kjoler frem (som jeg for år tilbage har grinet højt af), som jeg trak på - og fik det matchende tørklæde til at sidde. De her kjoler er det ENESTE, der dur. Mine medbragte kangaer var helt outdatede, og de var også for nye, for lidt brugte, og så falder de slet ikke blødt nok. Kvinderne strålede om kap i de vildeste farver, i kinesisk og indisk polyester, mens de tog selfies af sig selv og hinanden. Vi kender alle denne her fornemmelse af ikke at passe ind, at være den eneste der stikker ud fra mængden. Min hudfarve og mine problemer med at se afslappet ud med tørklæde, afslører mig naturligvis. Så sidder man der blandt 200 kvinder, i lang, lilla kjole, og ønsker at man var sort.