Jeg græder sgu' ikke over, at regeringen, om den er blå eller rød, har tænkt sig at skære i udviklingsbistanden. Det er ikke det, der gør mig tung om hjertet. Det er danskernes generelle ligegyldighed, der gør mig bange.
DET, som gør mig ked af det, virkelig, helt ned i maven, er når jeg læser kommentarer på sociale medier fra ’den almindelige dansker’. Når jeg krydser min amarkanske, socialdemokratiske nabo, der nærmest kan få det til at lyde som en fanfare, når han siger: 'Vi skal sørge for VORES EGNE først'.
Når jeg for gud ved hvilken gang argumenterer til sidemanden ved et middagsselskab i udkantsdanmark, om at verden er større og mere interessant, når vi åbner op.
For mig er MINE også dem derude og dernede.
DET ER MADUK, der har mistet alt hvad han ejede tre gange i sit liv, men som insisterer på at betale min kaffe, fordi jeg har tre par sko med til ham i Juba. Han har forklaret, at hvis jeg kun har et par med, så er der ikke nogen til den ældre fætter, der helt sikkert kommer og beder om også at få et par sko.
MEN DET ER OGSÅ Maduks insisteren på, at fred skal laves mellem mennesker, ikke på et fint hotel. DET
ER HISTORIEN OM, at da han efter at kampene er stilnet af i hans hjemby sidste år i december, endelig har mulighed for at bese sin tukul (lerhytte), så står der en fyr inde i den og er ved at skrue hans seng fra hinanden. Han siger til ham: 'Men er det din?'. Manden svarer, at det er hans fætters.
Maduk kan bevise på papiret, at alt tilhører ham, men siger så: 'Hvis det gør dig glad, hvis det løser dit problem - så tag bare min seng!' Manden tager sengen og går. Min kollega fortæller så, at det var grund nok til at slå ham ihjel - og at det ville være accepteret. Men han vil ikke mere. MADUK VIL HAVE FRED.
DET ER JOURNALISTEN, der indleder samtalen med et 'græsset bløder', og som lader sætningen hænge hemmelighedsfuldt i Jubas varme luft, mens han rører sukker i sin te med drevne bevægelser.
Det er historien om hvordan han som lille bitte gik ud af sin landsby med sin mor. Om dem, som havde småsøskende med som græd, og at det er sådan, at soldaterne finder dig: 'Du skal gemme dig i græsset, ude i sumpområdet, men du må ikke sige en lyd'. ’Græsset bløder sagde vi, når soldaterne skød efter lydene, der kom fra grædende børn og gøende hunde' forklarer han, og afslutter historien med at lade mig vide at han er et andet sted nu. AT DET IKKE er en bøn er om sympati.
DET ER DEN HØJGRAVIDE UGANDISKE KVINDE, der bad om et lift til nærmeste by, dengang jeg i 2007 kørte fra Koboko til Arua, og regnen havde forvandlet Norduganda til rødt mudder. Nu er der asfalt, og kortere til hospitalet.
DET ER DEN LILLE, KENYANSKE PIGE på måske fire år i Nakumat-supermarkedet i Nairobi, på bare tæer og i beskidt, laset jakke, der knuger sine hårdt tiggede penge i en sort plasticpose. Hun har nok til at købe en pose mælk. Jeg kalder ’njo!’ – kom hen før mig i køen, da hun forvirret prøver at finde frem mellem de voksne. Det er ikke noget jeg kan ændre. Til gengæld går jeg med, da Kenyas unge gik i demonstration mod parlamentet den 14. maj 2013 for at protestere mod at deres parlamentarikere kræver 10.000 dollars om måneden i løn. Jeg ser dem hælde blodet fra en ko ud på vejen og slippe en masse svin løs. Det udløser avisoverskrifter og ramaskrig.
DET ER DE SERBERE, som tog mig til sig, da jeg rejste til Beograd for at etablere Next Stop Serbien, hvor vi skulle nedbryde gensidige stereotyper mellem serbere og danskere. De sagde ’hvorfor skal I danskere altid have et formål og en destination? Vi er sammen – zajedno – det er det, der tæller!’ Lige efter at Danmark i kraft af sit NATO-medlemskab havde bombet Serbien.
DET ER DEN TANZANIANSKE POLITIKER, og min gode ven, der kritiserer sin regering for at acceptere korruption, og som voksede op i en landsby, hvor Danida engang lagde vand ind og byggede skoler.
Engang tog han mig med hen et sted, helt længst ude vest på i Tanzania, hvor jeg mødte præsidenten, som gav mig hånden og sagde noget i retning af at ’Danmark. Der er kommet meget godt derfra’. Jeg rystede på hænderne, smilede, og følte mig stolt over at være dansk.
DET ER UGANDEREN, jeg møder tilfældigt på gaden i Kampala, der fortæller mig, at han blev i stand til at betale sin egen skolegang, OG sin brors, fordi der engang var en, der hed Søren, der kørte i en rød bil hvorpå, der stod MS Uganda, som lærte ham at snedkerere. Vigtigst af alt, blev han så dygtig, at han kan leve af det.
DET ER DE SYDSUDANESERE, som for 10 år siden læste bøgerne i de biblioteker i de flygtningelandsby i det nordlige Uganda, hvor vi sendte Operation Dagsværkpenge til, så de unge kunne kompensere for den krig, der tog deres barndom. Jeg bandede ganske meget i de to år, jeg arbejdede her. Fordi alt var svært. Men så står der lige 10 år senere pludselig én, der siger at det sendte ham videre i uddannelsessystemet. Så er jeg ved at tude.
DET ER DEN 11-ÅRIGE KENYANSKE DRENG, som faldt ned i ildstedet, da han var syg med malaria, og hvis forældre kørte ham gennem bushen, i regnvejr og mørke, så han kunne få hospitalsbehandling og kunstigt ben. Han går, men langsomt, så nu bor han på et særligt hjem ved skolen, som PLAN Danmark har hjulpet med.
DET ER MOREN i lejren for internt fordrevne i Juba, der fortæller mig, at den undervisning, som den danske NGO Ibis har været med til at etablere, er med til at skabe normalitet. ’Nu slås børnene ikke så meget’ siger hun, og beder mig sige videre, at programmet ikke må stoppes.’
DET ER DE INDSATTE I FÆNGSLET I YEI i Sydsudan, et par år efter at borgerkrigen er slut i 2007, som er helt korsluttede i hovederne, og tomme blikke søger intetheden. Der er børn under 8 år blandt disse. Jeg fotograferer for Dansk Flygtningehjælp og FN, til et nyhedsbrev, der skal fortælle om deres arbejde for at forbedre vilkår for indsatte. Børn som disse får ens hjerte til at briste. For det er ALDRIG et barns skyld.
DET ER BENJAMIN, DER VAR BØRNESOLDAT med titel af ’commander’, og som gik fra Sydsudan til Ethiopien til Uganda, og som så gik tilbage til Sydsudan for at finde sin lillebror. Han fandt ham. Og jeg betalte i 2007 de godt 120 kr. hans billet tilbage fra Uganda til Sydsudan kostede. Så han kunne komme HELT hjem.
DET ER KANAISHZA, som bor i Dagoretti-slummen i Nairobi, og som de voksne på det projekt, jeg har arbejdet med i et par omgange for at lære at producere nyhedsbreve, insisterer på skal med til spoken word på Pawa254. Pigen er forældreløs, godt 12 år, og beder om at blive fotograferet foran et vægmaleri af den verdensberømte skuespiller Lupita, som i sin Oscar-tale sagde: ’No matter where you're from, your dreams are valid.’ Kanaishza giver mig et knus, og siger så, at det er den smukkeste aften nogensinde.
DET ER INITIATIVET, der kommer fra to tanzanianere i Dar es Salaam, når jeg står nede i Irma på Amager, så jeg ender med at koordinere et møde over smartphone ved køledisken fordi jeg ved at de kan bruge hinanden. Og en uge senere kommer meldingen tilbage, at det fungerer og at de nu har sat et møde op der skal handle om hvordan man skriver de historier, som de konventionelle medier ikke bringer.
DET ER NGINO, der kørte mig gennem Juba sidste år, da vi skulle evakueres. Efter fire dage på et hotel, hvorfra vi kunne høre og mærke de kraftige, gensidige angreb rundt omkring i byen, var turen ud af hotellets sikre zone en eksplosion af indtryk. Men Ngino var cool, og da jeg ser ham 8 måneder senere, er vi blevet venner.
DET ER OGSÅ DEN SOLDAT, der stod der lige før lufthavnen og vinkede vores bil ind til siden ved et improviseret check-point. Klædt i en sandfarvet militæruniform og et par knækkede Ray Ban solbriller, opretstående på hvad der synes som en blanding af alkohol og lettelse over at kampene i Juba var stilnet af, sagde han:
’Come back! Why do you always have to leave?’
Han stak hele hovedet ind gennem det åbne vindue, så det hang på niveau med vores, de udsendte udlændinge og vores dynger af baggage. Han vendte sig fra den ene til den anden, mens hans øjne ledte efter gengældt kontakt. Han fandt mine øjne, og færdiggjorde sin inspektion med et: 'I love you. Just go!'
Det er ikke den sidste kærlighedserklæring, jeg har taget imod, og som er kommet i kraft af de mennesker, jeg møder derude. Som har lært mig, at når man giver, får man også tilbage. Når jeg åbner op, bliver mit liv større og mere interessant.
UDVIKLINGSBISTAND er mange flere ting. For mig er det først og fremmest mennesker. Mennesker som også er mine.
Pucbliceret på U-landsnyt den 23. oktober 2014.